Dit forløb

Det starter med en rundvisning

Dit forløb på Gribskov produktionsskole starter med en rundvisning. Vi har rundvisning hver tirsdag kl. 9.30 – 10.45. Her er alle velkomne, både dig og fx dine forældre og/eller din UU vejleder. Vejlederen vil fortælle dig om skolen, og du vil få udleveret skolens brochure, der giver svar på mange praktiske spørgsmål. Vi vil i korte træk gennemgå brochuren og de forventninger vi har til dig som elev her på skolen. Endvidere vil du blive vist rundt på alle skolens værksteder, hvor elever og/eller faglæreren vil fortælle om dagligdagen på det pågældende værksted. Du vil få mulighed for at få svar på dine spørgsmål, både under og efter rundvisningen. Du vil på rundvisningen møde nogle af skolens elever, fornemme livet på GPS.

Du skal have en målgruppevurdering

Til rundvisningen vil der afslutningsvis være en UU vejleder fra UU-Gribskov til stede. Her kan du bestille tid til en vejledningssamtale, hvis din hjemkommune er Gribskov. Hvis du kommer fra en anden kommune, skal du selv tage kontakt til din UU vejleder for en vejledningssamtale. Du skal nemlig målgruppevurderes af din UU vejleder inden du kan starte hos os. Alle skal aflevere en målgruppevurdering, og er du under 18 år, skal du også medbringe en uddannelsesplan. Du udfylder også din uddannelsesplan sammen med din UU vejleder. DU kan IKKE starte hos os, med mindre at vi har modtaget en målgruppevurdering og en uddannelsesplan (når du er under 18 år).

Når vi har modtaget din målgruppevurdering indkalder vejlederne dig til en kort samtale. Her vil vi tale lidt om dig og dine forventninger til os, dine interesser og eventuelle individuelle behov, samt mulige ønsker til uddannelse. Vi vil sammen finde ud af, hvilket værksted der vil passe dig bedst. Du vil herefter få besked (pr. telefon), hvornår du kan starte. Nye elever starter så vidt muligt på en fredag.

Valg af linje

Dit forløb på GPS handler primært om, at du skal finde ud af hvad du er god til, hvilke interesser du har og i sidste ende inden for hvilket fag du har lyst til at uddanne dig. Det er altså vigtigt, at du vælger en linje som du finder interessant og er motiveret for at starte på.

Undervisningen på GPS er meget praksis orienteret, hvilket betyder, at du det meste af tiden arbejder praktisk med helt konkrete opgaver, enten på eller uden for værkstedet, alt efter hvilken linje du har valgt. Hvis du undervejs finder ud af, at du gerne vil afprøve en anden linje, har du også mulighed for at skifte linje. Du har som udgangspunkt først mulighed for at skifte linje efter 1 mdr. Du skal i første omgang tale med din faglærer om et linjeskift. Hvis I sammen finder ud at, at det vil være en god ide at skifte linje, taler din faglærer og vejlederen sammen, og du bliver indkaldt til en samtale hos vejlederne. Her afstemmer du med vejlederen hvilken linje der vil være relevant for dig at starte på. Vi vil gøre hvad vi kan, for at imødekomme dine ønsker til et linjeskift.